48
grænset Ret til at udnævne nye Peers og paa den Maade til enhver Tid kan sikre sig et Flertal i Overhuset. Ganske vist er denne Ret ikke nogen Sinde bleven benyttet i den parlamentariske Forfatnings Historie. Kun en eneste Gang, i Aaret 1832, da Overhusets Flertal modsatte sig Reformbill'en, var det nær kommet til et Peerschub. Da Striden var paa sit højeste, henvendte Kongen sig imidlertid underhaanden til Lorderne, som vare i Oppositionen, og bevægede en Del af dem til at holde sig borte fra Afstemningen, saa at Bill'en gik igjennem. Men selvfølgelig vil alene Bevidstheden om at have den nævnte Ret nødvendigvis give Regeringen en ganske anden sikker Holdning over for Overhuset end over for Underhuset. Og ved denne i Forbindelse med de foranførte Omstændigheder forklares det da tilstrækkelig, at et Underhusflertal kan nøde et Ministerium til at indgive sin Demission, selv om Overhusets Flertal maatte forsøge at holde paa det, men ikke omvendt, som vi desværre fik at føle i Aaret 1864, da Danmarks Sag forhandledes i begge Parlamentets Huse med et modsat Udfald.
VI.
Fra først af udøvede dernæst Parlamentet Bevillingsmyndigheden paa den Maade, at det en Gang for alle bevilgede saa meget, som kunde anses for tilstrækkeligt til at fyldestgjøre det ordinære aarlige Behov for hele Kongens Regeringstid uden noget Paalæg om Anvendelse af det bevilgede til bestemte Øjemed. Den Fremgangsmaade fulgtes endnu ved Restaurationen 1660. Men efter Revolutionen 1688 gik man til Værks paa en anden
