49
Maade. Saa bevilgedes der kun Kong Wilhelm III. til fri Raadighed en Gang for alle en vis aarlig Sum, tilnærmelsesvis svarende til Nutidens Civilliste, medens de øvrige Indtægter for et Aar ad Gangen bevilgedes anvendte til bestemte Øjemed. Derfra skriver sig Nødvendigheden af det engelske Parlaments aarlige Sammenkaldelser. En særlig Forskrift herom findes ikke i den engelske Forfatning. Derpaa beror Varigheden af Parlamentets Samlinger. Regeringen kan under ingen Omstændigheder endelig slutte dem, forinden Indtægternes Anvendelse er bevilget. En særlig Bestemmelse om Kongens Ret til at slutte dem findes derimod ikke i den engelske Forfatning. Og derfor er Kongen endelig i det væsentlige fuldstændig afhængig af Parlamentets, navnlig Underhusets gode Vilje i Henseende til Muligheden af at kunne regere. Men kunde han da ikke, naar Underhuset nægtede ham de fornødne Midler, befrygtes at ville gjøre Statskup og regere trods Underhuset, støttet til Hæren? Ingenlunde! thi dels maatte Underhuset aarlig bevilge Pengene til at holde Hæren for, og det bevilgede kun meget nødig og meget lidt til dette Øjemed; dels gaves ogsaa Straffeloven for Hæren (the Mutiny-Act) kun for et Aar ad Gangen. Fornyedes den ikke saa lidt som Bevillingerne, havde Kongen følgelig hverken Penge til eller Magt over Hæren. I Tilfælde af en eventuel Konflikt stod og staar han saaledes fuldstændig magtesløs over for Bevillingsmyndighedens Indehaver. Vel er det nu aldrig i Englands parlamentariske Historie kommet saa vidt, at man virkelig har dristet sig til at nægte de aarlige Bevillinger. Kun én Gang, i Aaret 1784, da man for enhver Pris vilde styrte Pitt, truede den bersærkerske Fox, Lederen af Underhusflertallet, med at ville gribe til dette yderste Middel. Da det kom til Stykket,
