50
betænkte Flertallet sig imidlertid og — vedtog Bevillingerne. Men det gaar selvfølgelig med Bevillingsmyndigheden som med Retten til at udnævne Peers. Alene den Bevidsthed eventuelt at være udsat for at blive udsultet maa nødvendigvis øve et saadant Tryk paa Regeringen, at Bevillingsmyndighedens Indehaver tidligere eller senere vil faa sin Krig frem.
Lægger man nu nøje Mærke til det anførte, navnlig om hvem Bevillingsmyndigheden tilkommer, og de om Bevillingerne brugte Udtryk: grant, gift o. s. v., kommer man til et ejendommeligt Resultat. Hvert enkelt Aar staar det i Følge den engelske Forfatning en Del af Folkerepræsentationen, en enkelt Faktor i Statsmagten fuldstændig frit for at fatte Beslutning, om Staten stal bestaa endnu et Aar eller afslutte sin Tilværelse med det samme. Lukker Underhusets Flertal blot en eneste Gang for Statskassen, er alting forbi, Staten opløst, Anarkiet indtraadt, uden at Statsmagtens øvrige Faktorer, Overhuset eller selve Kongen kunne sige et Ord derimod. Paa lignende Maade stiller Forholdet sig i Følge den belgiske Grundlov, hvorefter Kamrene hvert Aar votere Budgettet. Her er kun den Forskjel, at Flertallet i hvert af disse er raadigt over Statens fortsatte Bestaaen, for saa vidt som Regeringen ikke har den Myndighed over Senatet i Belgien som over Overhuset i England. Selv om den engelske og belgiske Forfatning kjendte til foreløbige Love, vilde saadant ikke hjælpe, da Bevillingsmyndigheden i Følge samme ikke er en Bestanddel af Lovgivningsmyndigheden. Men hertil kommer end yderligere den trøstesløse Omstændighed, at hverken den engelske eller den belgiske Forfatning kjender noget som helst til foreløbige Love.
At en saadan Ordning som den nævnte imidlertid er
