51
i højeste Grad unaturlig, kan der ikke være to Meninger om. At Kongen, som dog under en konstitutionel Forfatning, der, saaledes som den engelske og den belgiske, tillægger ham et absolut Veto, maa opfattes som Statsmagtens Medindehaver, ikke blot som dens Forvalter, skal lade sig de til Statshusholdningens Førelse fornødne Midler bevilge af Repræsentationen, er en grov Anomali. En enkelt Faktor i Statsmagten, som ikke direkte kan beslutte Statens Ophør og Forfatningens Ophævelse, bør heller ikke indirekte kunne gjøre det ved at borttage det nødvendige materielle Grundlag for begges Væren og Virken. Fornuftigvis bør Budgettet derfor fastsættes af Statsmagten i dens Helhed eller, om man vil, af Lovgivningsmagten, saaledes at den, hvem det tilstedes og paalægges at oppebære og give ud, ikke er Kongen, men Statens Betjente, navnlig Ministrene. Og fornuftigvis bør dernæst ingen af Statsmagtens Medindehavere, hverken Kongen eller Repræsentationen, kunne tvinge den anden til at renoncere paa den frie Udøvelse af sine forfatningsmæssige Rettigheder ved Trusel om i modsat Fald at ville nægte de til Statens fortsatte Bestaaen nødvendige Midler og saaledes sprænge hele Forfatningen. For saa vidt mulig at asværge en saadan Pression, der navnlig kan tænkes udovet fra Repræsentationens Side, bør man dog ikke gribe til den Udvej at have et Normalbudget med aarlige Tillægsbudgetter. En saadan Ordning vilde nemlig ikke forhindre Repræsentationen i at nægte Regeringen extraordinært fornødne Midler; derhos vilde en saadan Udstykning i høj Grad være til Hinder for Tilveiebringelsen af et klart og omfattende Overblik over den finansielle Status i det hele som i det enkelte; og endelig vilde et fast Budget paa mange Punkter kunne hindre Lovgivnings-
