52
{bindestreg2|magten|Lovgivningsmagten}} i at bevæge sig med en saadan Lethed og Frihed ved Finansplanens Affattelse, som Hensynet til de vexlende Forhold og Konjunkturer maa gjøre ønskeligt. Man bør derfor ubetinget fastholde de aarlige Budgetter, Misbrug bør kunne ske, men Forfatningen bør blot til Gjengjæld ogsaa hjemle de fornødne Retsmidler for eventuelt at kunne straffe deslige Misbrug eller i alt Fald gjøre dem uskadelige.
Ganske i Overensstemmelse med disse rette konstitutionelle Statsretsgrundsætninger har ogsaa vor Grundlov ordnet Sagen. Den kjender ikke noget til en særlig Bevillingsmyndighed, som særlig skulde tilkomme Rigsdagen eller endogsaa Folketinget alene. Den bestemmer ikke, at Rigsdagen skal votere Overflaget over Indtægter og Udgifter, men Fastsættelsen deraf tilkommer i Følge vor ligesom f. Ex. i Følge den preussiske Grundlov den lovgivende (finanslovgivende) Myndighed. Som Følge heraf maa Retten til at fastsætte Overflaget i alle Henseender, hvor ingen særlig Undtagelse maatte være gjort, navnlig ogsaa i Henseende til Spørgsmaalet om Indehaveren, følge Reglerne for den almindelige Lovgivningsmyndighed. Paa den anden Side fremtræder dog ogsaa Forskjellen mellem Finansloven som nødvendig til Statens Bestaaen og andre Love som blot gavnlige for dens videre Udvikling tilstrækkelig klart i Grundloven, sor saa vidt som der i Følge § 48 skal forelægges et Finanslovforslag, medens i Følge §§ 24 og 44 andre Lovforslag kunne forelægges. Sæt nu, at et saadant Finanslovforslag blev fremlagt, men Regeringen derpaa gjorde dets Stadfæstelse fra Kongens Side afhængig af, at Folketinget undlod at benytte sig af sin grundlovmæssige Ret d. Ex. til frit at forkaste eller forandre en vis Lov eller til efter eget Tykke at nedsætte
