53
en vis Kommission eller til efter Behag at vælge sin Formand mellem Tingets Medlemmer, da tvivler vel ingen om, at Ministrene paa Grund af den forfatningsstridige Tvang, de derved søgte at øve, og det Anarki, de eventuelt vilde fremkalde, udsatte sig for en saa alvorlig Afstraffelse ved Rigsretten, at ingen tiere vilde prøve paa saadanne Kunster. Skulde derimod en Afdeling af Repræsentationen undslaa sig for at vedtage Forslaget, med mindre Kongen maatte renoncere f. Ex. paa sin grundlovmæssige Ret til frit at vælge sine Ministre eller paa sin grundlovmæssige Ret til frit at bruge sit Veto mod en vis Lov, eller overhovedet paa Retten til den fri Udøvelse af sine grundlovmæssige Særrettigheder, da vilde de paagjældende Medlemmer af Repræsentationen ganske vist ikke saaledes som Ministrene kunne drages til Ansvar; men deres forfatningsstridige Hensigter vilde dog kunne gjøres uskadelige. Svaret fra Regeringens Side paa Finanslovens Nægtelse kunde og burde da nærmest blive en Opløsning af den vedkommende Afdeling af Repræsentationen i Overensstemmelse med Grundlovens § 22. Denne Paragraf sætter nu aldeles ingen Grænse for Opløsningernes Antal, og denne ubegrænsede Opløsningsret turde netop staa i Forbindelse med Bestemmelsen om det aarlige Budget i § 48. At dette forholder sig saaledes, faar man allerede en Anelse om ved at se paa Fællesforfatningsloven af 1855 og Grundloven af 1863, der begge have et Normalbudget og en begrænset Opløsningsret, medens Grundlovene af 1849 og 1866 begge have aarlige Budgetter og ubegrænset Opløsningsret. Og det indlyser yderligere ved en Betragtning af selve Forholdets Natur. Under ordinære Forhold, naar Talen er om Reformlove, kan og bør Regeringen nemlig ikke blive ved at opløse i det uendelige. Naar det ved en
