54
eller i alt Fald ved gjentagne Opløsninger er blevet tilstrækkelig konstateret, at Vælgerflertallet bestemt fastholder sin Mening, bør den lade Sagen falde eller træde af. Ellers udsætter den sig for at domfældes for Misbrug af sin grundlovmæssige Myndighed til at øve Tvang paa Valgfriheden. Anderledes stiller Forholdet sig derimod for Finanslovens Vedkommende. Her er jo Tale om en Lov, hvis Vedtagelse er nødvendig for Grundlovens, ja hele Statens Bestaaen. En Nægtelse af at ville vedtage Finansloven er derfor i Virkeligheden, som Grundlovsudvalgets Ordfører bemærkede i Rigsforsamlingen, et „revolutionært“ Middel, et Forsøg paa at gjøre Revolution med Benyttelse af lovlige Former. Et saadant Forsøg kan ligesom ethvert revolutionært Forsøg være moralsk berettiget, f. Ex. i Tilfælde as, at en Regering maatte begaa Forfatningsbrud og systematisk lægge an paa at fortrædige og modsætte sig hele Folkets Ønsker, saaledes som den berygtede Kurfyrste af Hessen gjorde. Men det kan ogfaa være moralsk uberettiget, f. Ex. i Tilfælde af, at en enkelt Afdeling af Repræsentationen, som end ikke fra har hele Folket bag ved sig, ad den Vei maatte for søge paa at underkue Statsmagtens øvrige Faktorer og tilrane sig den politiske Enevælde. Lige saa ofte som et saadant Forsøg maatte gjøres, bør da Regeringen fornuftigvis ogsaa paa fuldkommen forfatningsmæssig Maade kunne afvise det ved at opløse den vedkommende Afdeling af Repræsentationen. Opløsningen faar for saa vidt i dette Tilfælde mere Karakteren af en Opfordring end af en Forespørgsel og maa derfor kunne gjentages atter og atter, ja i det uendelige, om saa skulde være, medens en lignende gjentagen Forespørgsel vilde blive aldeles meningsløs.
Men nu kommer jeg til det brændende Spørgsmaal:
