64
maskerer ikke en Republik, der gjør Folket frit, men Kongen ufri ved at give Repræsentationens enkelte Afdelinger Magt til efter Behag at nøde ham til at skifte Ministerium og Politik. Dens Grundtanke er tvært imod lige saa smukt som træffende udtalt i det kongelige Ord: Jeg vil være en fri Konge over et frit Folk. Som to fuldstændig frit- og ligestillede Magter skulle Konge og Folk kunne forhandle og komme til Enighed. Repræsentationens Afdelinger kunne derfor fremkomme med Lovforslag og indgive Adresser, ja endog nægte Finansloven, men dog selv ved dette sidste Middel ikke bringe Kongen i fuldkommen Afhængighed af sig og nøde ham til altid at gjøre deres Vilje. Skulde Landstinget eller Folketinget forsøge paa at ville udøve forfatningsstridig Tvang paa hans forfatningsmæssige Handlefrihed, da kan Kongen møde ethvert Attentat derpaa med den Protest, der ligger i en Opløsning og Udskrivning af nye Valg. Og selv om et Ting til en Tid maatte nægte ham sin Medvirkning, vil han dog være i Stand til at holde Statsstyrelsen gaaende, ikke blot ved at administrere, men ogsaa ved at give Love, for saa vidt Udstedelsen deraf maa erkjendes at være særdeles paatrængende, altsaa navnlig Finanslove. Deri viser det sig, at vor Forfatning i sit Grundvæsen er et Monarki. Men paa den anden Side saar Kongen ogsaa indskrænke sig til saaledes paa egen Haand at varetage det absolut fornødne og i det hele taget regere grundlovmæssig. Ellers kan han enten slet ikke regere eller i alt Fald ikke gjøre det, uden at de Ministre, som yde ham deres Medvirkning ved Regeringen, ifalde det fulde kriminelle Ansvar for begaaede Grundlovsbrud og eventuelt trods Kongens Vilje ved Rigsrettens Dom fjernes fra deres Post. Deri viser sig Monarkiets indskrænkede Karakter i retlig Forstand. I politisk
