65
Henseende ytrer samme Indskrænkning sig dernæst i, at Kongen ikke paa egen Haand efter Godtbefindende kan oktrojere Reformer i Lovgivningen eller Forfatningen, men kun indføre dem, efter at de frit ere prøvede og bifaldte af Flertallet blandt Medlemmerne i hver af Rigsdagens tvende Afdelinger. Paa den anden Side skal derimod ikke ethvert nok saa lille Flertal, være sig i Rigsdagen eller endogsaa i en enkelt Afdeling af samme, kunne paatvinge Kongen Gjennemførelsen as nogen som helst Reform netop i den Skikkelse, som Flertallet ønsker, men som Kongen i Overensstemmelse med sine Raadgivere misbilliger. Det monarkiske Princip i Modsætning til det republikanske er tvært imod for saa vidt hævdet i Grundloven, som Kongen i Statsraadet altid tillige vil kunne tage et upartisk Hensyn til Mindretallets berettigede Ønsker og derved drage Omsorg for, at Reformerne virkelig blive til hele Folkets Bedste. Ved Asgjørelsen af, om dette maatte blive Tilfældet, vil Kongen da navnlig have at tage Hensyn ikke blot til sin egen og sine Ministres, men i Særdeleshed ogsaa til Folkerepræsentationens Anskuelse. Hvad Hele Folket gjennem sit forfatningsmæssige Organ har erklæret at ønske eller ville være fornøjet med, det kan og vil Kongen fornuftigvis ikke modsætte sig. Thi den Ting er vel klar, at Kongen og Folket i dets Helhed aldrig vedblivende maa drages ad forskjellige Veje. Bedst er det, om de paa Forhaand maatte være enige om Vejen. Men blive de en Gang uenige, og Kongen ikke kan overbevise Folket om Rigtigheden af at vandre videre paa hans Vej, da faar han standse og føre Folket paa dets Vej. Disse Sætninger ere alt slaaede fast ved vor første Grundlovs Tilblivelse og ved vore første Grundlovskampe. Da det store Folketog, hvor Mænd af alle Samfundsklasser van-
