66
drede Arm i Arm, i Marts 1848 drog til Kongen paa Kristiansborg for at bede om Ministeriets Afskedigelse, da lød Svaret fra Kongen: Bonnen er alt opfyldt. Efter Overenskomst med sit tro Folk besluttede dernæst Kong Frederik VII. at give Riget en Forfatning, og han udstedte Grundloven, efter at en lykkelig Overenskomst var tilvejebragt med Rigsforsamlingen, som vedtog Grundlovsudkastet med 119 Stemmer imod 4. Da dernæst efter Oprørets Underkuelse Monarkiets Forfatningsforhold paa ny skulde ordnes, fulgte Folkets Flertal længe, skjønt modstræbende, den Vej, som Kongens Regering vilde. Men endelig faldt Folket i dets Helhed fra. Den 13de Marts 1854 vedtog Folketinget med 77 Stemmer mod 3 en Mistillidsadresse til Ministeriet, og den 14de Marts s. A. sluttede Landstinget sig med 31 Stemmer imod 11 til ganske den samme Adresse. Ved Valgene den 1ste December s. A. bekræftede dernæst Vælgerfolkets store Masse i et og alt samme sine Repræsentanters Votum. Da gav Frederik VII. efter, og i det mindeværdige Statsraadsmøde den 3dje December s. A. paa Frederiksborg modtog han Ministeriets Demission. Men hvad der saaledes i Kraft af Indskrænkningen i det monarkiske Princip kan og skal gjælde om de af hele Folket udtalte Ønsker, det kan og skal netop i Følge det monarkiske Princip ikke ubetinget gjælde om noget enkelt Partis Ønsker. Den virkelig konstitutionelle Konges Regering kan og skal ikke saaledes som den parlamentariske Konges være en udpræget Partiregering, hvor Kongen blot lægger Navn og Underskrift til, medens i Virkeligheden nu dette, nu hint Parti regerer i Kongens Navn, og maaske en enkelt Overløber fremkalder et betydningsfuldt Omslag i hele Landets Politik. Tvært imod vil det netop være bedst og naturligt,
