67
om den konstitutionelle Konge vælger sit Ministerium saaledes, at dets Medlemmer paa Forhaand ere saa lidt som muligt bundne ved bestemte politiske Partiprogrammer og indgaaede med en bestemt Kreds af Partifæller. Under denne Forudsætning vil nemlig Regeringen i en væsentlig Grad kunne følge Frihaandspolitikken og efter moden, alsidig Overvejelse vælge sit Standpunkt i enhver Sag saaledes, som det maatte findes heldigst for Reformers mulige Gjennemførelse paa en i og for sig forsvarlig og med hele Folkets Tarv stemmende Maade. Men dette Regeringens Standpunkt kan og skal da langt fra altid nødvendigvis falde sammen med Flertallets. Tvært imod, jo mere yderliggaaende dettes Fordringer blive, jo mere brat og voldsom en Forandring i den bestaaende Ordning det tilsigter at fremkalde, desto mere vil Regeringen se sig nødsaget til at reagere og slutte sig nøjere til Mindretallet. Det anerkjender ogsaa den almindelige Bevidsthed, for saa vidt som den i Almindelighed forudsætter en mere konservativ Holdning fra Regeringens Side. Selvfølgelig er det hermed ingenlunde Meningen, at Regeringen altid skulde gaa Mindretallets Ærende, men blot, at den tillige skal tage Hensyn til dets Ønsker, saa vidt den selv finder dem billige og retfærdige. I Følge denne Ordning vil intet Parti blive enevældigt, men alle ville de fole, at de have en Regering over sig, som det gjælder om at enes med, ikke at trodse, for saa vidt som den ganske vist til en vis Grad kan og skal vise Imødekommen til alle Sider, men paa den anden Side ogsaa har en Grænse, ud over hvilken Almenvellet ikke tilsteder den at gaa, og hvor den derfor kan og stal sige Stop. Dette vil være det rette grundlovmæssig-monarkiske Standpunkt, hvor Synskredsen
