7
om, at „Dagbladets“ daværende Redaktør senere under Forhandlingerne om den gjennemsete Grundlov i Rigsraadet har erklæret, at Spørgsmaalet om Berettigelsen af provisoriske Finanslove efter Grundloven 1849 er blevet staaende i Tvivl og Taage, og at det derfor var ønskeligt, om Spørgsmaalet ved den ny Grundlov maatte faa en bestemt, klar og afgjørende Besvarelse — som det ikke fik. „Fædrelandet“ har i sin Tid kun udtalt, at man ikke burde udstede foreløbige Finanslove, naar de grundlovmæssige Betingelser for Udstedelsen ikke forelaa; men under en modsat Forudsætning har samme Blad i den seneste Tid endog paa det kraftigste hævdet Berettigelsen af et saadant Skridt. Den eneste Hjemmel, der ikke brister, er saaledes Orla Lehmann. Han har erklæret det for i alt Fald[1] hævet over enhver Tvivl, at et Forsøg paa at erstatte en af Rigsdagen forkastet Finanslov ved en provisorisk Lov vilde være et revolutionært Skridt, og en saadan Lovs Fuldbyrdelse altsaa en Forbrydelse. Jeg skal senere godtgjøre Urigtigheden as denne uden nogen som helst Begrundelse henkastede Paastand. Foreløbig hævder jeg kun Begrænsningen af dens Indhold. Har Rigsdagen ikke forkastet Finansloven, men hvert as Tingene vedtaget den i en forskjellig Form, da gjælder Paastanden ikke, Spørgsmaalet erklæres udtrykkelig for tvivlsomt. End ikke Orla Lehmann har altsaa dristet sig til altid og ubetinget at erklære foreløbige Finanslove for utilstedelige. Derimod skal jeg tillade mig at anføre Mænd, som positivt have erklæret dem for tilstedelige. Disse Mænd ere: Hr. Biskop Monrad, der i Følge Traditionen som Kultusminister i 1848 navnlig har taget Del i Grund-
- ↑ Udhævet af mig.
