6
dig i et Grundlovsbrud, og da er det den konstitutionelle Anklagemyndighed, Folketinget, for hvilken han i Realiteten maa plædere sin Sag. Der maa han oplyse Grunden, som har drevet ham til at sætte sig ud over Loven, og derefter tilkommer det Folketinget at overveje, om det vil beslutte Tiltale etter lade Sagen gaa upaatalt hen. Vælger Tinget det første, handler det muligvis ubillig og upolitisk; men det bliver Tingets egen Sag, det kommer ikke Rigsretten ved. Rigsretten har kun at afgjøre, om et Grundlovsbrud foreligger, og findes det at være Tilfældet, da kan den ikke gjøre andet end dømme. Ellers tiltager Regeringen i Forbindelse med Rigsretten sig den Myndighed til at undtage fra Forfatningens Forskrifter, som grundlovmæssig tilkommer Regeringen i Forbindelse med Rigsdagen og Rigsdagsvælgerne. Disse rette konstitutionelle Statsretsgrundsætninger har navnlig Hr. Biskop Monrad i sin Tid klart og fyldig udviklet i Folketinget, og jeg slutter mig ganske til Hs. Højærværdigheds Udtalelser i dette Punkt. Jeg gaar ogsaa ud fra, at en Minister for Rigsretten ikke længere som i Folketinget kan plædere enten Nytten eller Nødvendigheden, men kun Grundlovmæssigheden af det passerede. Og er en foreløbig Finanslov udstedt, og Folketinget i den Anledning har anlagt Sag, saa bliver altsaa det første Spørgsmaal, som Rigsretten maa besvare, det: Tilsteder eller forbyder Grundloven overhovedet foreløbige Finansloves Udstedelse?
For at godtgjøre Grundlovstridigheden deraf har Hr. Statsrevisor Høgsbro i „Dansk Folketidende“ optrykt adskillige Artikler af „Dagbladet“ og „Fædrelandet“ saa vel som en Udtalelse af Orla Lehmann, samtlige fra Aarene 1853—54. Herimod maa jeg tillade mig at minde
