I.
I mit Skrift om „Grundloven og Folkets Selvstyrelse", hvoraf en Del først offentliggjordes i „Dagbladet", har jeg tilladt mig at udtale den Anskuelse, at Grl.'s § 25 hjemler en foreløbig Finanslovs Udstedelse, og at Grl.'s § 49 ikke kræver en endelig Finanslov som Hjemmel for Skatternes Oppebørsel. Da denne Anskuelses Rigtighed er bleven modsagt, men Modsigelsen ikke forekommer mig velgrundet, og Spørgsmaalet derhos endnu har en vis Udsigt til at blive praktisk, undlader jeg ikke at give Tilsvar.
Der er først dem, som have opstillet en egen Mening. De lægge ikke Vægt paa, om en foreløbig Finanslov maatte være grundlovmæssig; det kommer dem kun an paa, at den erkjendes for nødvendig. Saa formenes Rigsretten at burde frikjende den vedkommende Minister ikke i Kraft af Grundloven, men i Kraft af Nøden, som bryder Grundloven. Saaledes ræsonnerer navnlig Hr. —g i sin Afhandling om Finanslovens Nægtelse, og i det væsentlige ogsaa en Anmelder af mit Skrift i „Jyllandsposten“, som endog udtaler den Formening, at Rigsretten vanskelig vil „falde paa“ at dømme Ministrene, selv om de i fornødent Fald maatte have regeret uden nogen som helst Finanslov. Men den Formening er ikke rigtig. Maa en foreløbig Finanslov anses som grundlovstridig, da har Finansministeren ved dens Medunderskrivere gjort sig skyl-
