10
Men lige fuldt duer det intet. Trods Bestemmelsen om de foreløbige Love i Grundlovens § 25 kræver nemlig Grundlovens § 2 i Almindelighed Rigsdagens Samtykke til Love, i det det hedder: den lovgivende Magt er hos Kongen og Rigsdagen i Forening; og det samme kræves ordentligvis ogsaa i Følge almindelig Sprogbrug. Jeg skal blot fremhæve følgende Exempler, som jeg lejlighedsvis har lagt Mærke til: I Følge „Berl. Tid.„“'s Referat erklærede Hr. Lærer Jensen i Aarslev paa Valgdagen, at Folket veed, at ingen Lov kan udkomme uden at være vedtagen af Folketinget. Hr. Højesteretsadvokat Brock ytrede under Rigsretsproceduren: „Det ligger da i det Statssystem, som ved Grundloven er blevet vort, at Statshusholdningen er lovbunden, at ingen Udgift kan finde Sted, uden at Nationens udvalgte dertil har givet deres Samtykke.“ Hr. Biskop Monrad har i Folketinget erklæret: „Der er ikke noget, som kan blive til Lov, uden at vi (Folketinget) dertil have givet vort Samtykke, og det samme gjælder ogsaa, naar der er Tale om Bevillinger". Men lige fuldt hævdede Hs. Højærværdighed senere hen i den selvsamme Tale Kongens Ret til at udstede foreløbige Love, deriblandt ogsaa Bevillingslove. Ja, i sin Statsforfatningsret kræver Holck endog gjentagne Gange „en af Rigsdagen vedtagen og af Kongen stadfæstet“ Lov, skjønt han andensteds selv erklærer en foreløbig Lov for tilstrækkelig. I fuldkommen Konsekvens af denne Udtryksmaade er det da selvfølgelig, naar Ordene „med“ eller „uden Rigsdagens Samtykke“ der, hvor Talen er om Foranstaltninger, som udkræve Lovhjemmel, bruges i samme Betydning som Ordene „med“ eller „uden Lovhjemmel“. Exempler herpaa finde vi ogsaa i den almindelige Sprogbrug. Saaledes udtalte f. Ex. daværende Finansminister
