11
David under Forhandlingerne om den gjennemsete Grundlov i Rigsraadets Folketing: „Der kan i Følge Grundlovens § 47 ikke blive paalagt nogen Afgift eller nogen Skat, der kan ikke blive solgt nogen Domæne eller optaget noget Laan uden Rigsdagens Samtykke". Men dog gik Hs. Excellence under Forhandlingerne i Rigsraadets Landsting ud fra, at ogsaa de i Grundlovens § 47 omhandlede Foranstaltninger kunne træffes i Henhold til en foreløbig Lov[1]. Og et tilsvarende Exempel paa den samme Udtryksmaade maa Lovsproget netop antages at frembyde i det omtalte aabne Brev. Ikke blot er der deri Tale om en Foranstaltning, som udkræver Lovhjemmel; men Rigsdagens Samtykke forudsættes efter Ordene end videre at være nodvendigt saa vel til Udgifters Afholdelse som til Skatters Opkrævelse. Det første maatte en foreløbig Finanslov under alle Omstændigheder have kunnet hjemle.
Saa er jeg færdig med de gamle Argumenter og vender mig mod de ny. Der møder jeg navnlig en Indvending, som en Hr. C. B. har fremsat i „Dansk
- ↑ Denne Sætnings Rigtighed er nu saa meget mere utvivlsom, som der under Grundlovsforhandlingerne i Landstinget blev stillet Forslag om at forandre Udtrykket „Lov“ i Grundlovens § 47 til en „af Rigsdagen vedtagen, af Kongen stadfæstet“ Lov, men Forslaget, som ikke vandt Anklang, blev taget tilbage. For Skattepaalægs Vedkommende er Sætningen derhos særlig hjemlet ved statsretlig Praxis, hvilken Praxis er i fuldkommen Overensstemmelse med Oberst Tschernings Udtalelser i Rigsforsamlingen (Beretn. S. 3278). Jeg kan herefter kun betragte det som en Distraktion, naar Hr. Obersten nu i „Nørrej. Tid." paastaar, at Grundlovens § 47 indeholder en Modsigelse mod Gruudlovens § 25, i det den hævder Rigsdagens Skattebevillingsret og nedlægger et ubetinget Forbud mod Skatteudskrivning ved foreløbige Love.
