12
Folketidende“, hentet fra, at Finansloven er en Bevillingslov. Jeg forudstikker den Bemærkning, at Grl.'s § 25 ikke gjør nogen Undtagelse for Bevillingsloves Vedkommende. Heller ikke hjemle Ordene i Grl.'s § 49 paa nogen Maade, at Tillægsbevillingslove ikke skulde kunne gives som foreløbige. Men dog mener Hr. C. B., at en foreløbig Finanslov under ingen Omstændigheder kan „bevilge“ Skatternes Opkrævelse, fordi det vilde være en „logisk Selvmodsigelse“, om Regeringen kunde „bevilge sig selv“ de til Regeringens Førelse fornødne Penge. Og kunde Finansloven saaledes ikke bevilge Skatters Opkrævelse, vilde det jo yderligere blive et Spørgsmaal, om den muligvis heller ikke kunde bevilge andre Indtægters Oppebørsel saa lidt som Udgifters Afholdelse. Jeg skal senere undersøge, om den foreløbige Finanslov kan bevilge det første. Her skal jeg blot hævde, at den under alle Omstændigheder kan bevilge det sidste. Bevillingen gives nemlig ved den foreløbige Bevillingslov af Kongen som Indehaver as den foreløbige Lovgivningsmyndighed. For saa vidt Indtægters Tilvejebringelse angaar, gives den dernæst ganske vist ogsaa til Kongen, men — som Indehaver af den udøvende Magt, og deri er der slet ingen „logisk Selvmodsigelse“, som Hr. C. B. synes at mene. Det er tvært imod fuldkommen logisk, at en Person i en Egenstab kan meddele sig selv en Bevilling i en anden Egenstab. Holck fremhæver saaledes, at Kongen, som Indehaver af den udøvende Magt, kan meddele sig selv en Bevilling i Egenskab af privat Mand. Og vor statsretlige Praxis anerkjender utvivlsomt, at Kongen som Indehaver af en lovgivende Magt kan bevilge sig selv som Indehaver af den udøvende Magt at stifte Statsgjæld, udskrive Mandskab osv. Hvad logisk selvmodsigende skulde der saa være i, at Kongen som Lovgiver bevilgede sig selv i Egenflab af
