14
man kritisere eller klage over en Regeringsforanstaltning, maa man derfor ikke betegne den som slet i Kraft af Kongens Vilje, hvilket ogsaa i Følge Grundlovens § 13 altid vil kunne undgaas, da den derefter tillige skal fremtræde som Udtryk for en Ministers Vilje. Men lige fuldt kan Kongen have en Vilje. Eller var maaske den enevældige Konge en viljeløs Person, fordi han i Folge Kongeloven var ansvarsfri? Hvorledes skulde saa den konstitutionelle Konge blive det, fordi han i Følge Grundloven ligeledes er ansvarsfri? Nej, den retlige Indskrænkning i den konstitutionelle Konges Viljesfrihed skriver sig ikke fra Kongens egen Ansvarsfrihed, men fra Forpligtelsen til at regere med Ministre (Grl.'s §§ 11, 13, 15, 16) og disse Ministres konstitutionelle Ansvarlighed (Grl.'s § 14), en Ansvarlighed, de ingenlunde, som Hr. Redaktør V. Pedersen mener, kunne unddrage sig ved at krybe i Skjul bag den ansvarsfri Konges Ryg. Jeg har ikke undladt at hævde den nævnte Indskrænkning paa en Maade, som endog har vundet ærede Modstanderes Bifald. Men paa den anden Side har jeg heller ikke undladt at hævde den retlige Viljesfrihed, som trods Indskrænkningen endnu er levnet den konstitutionelle Konge, saa længe Grundlovens Forskrift om Kongens Ret til at udnævne og afskedige sine Ministre ikke blot i Formen, men i Virkeligheden staar ved Magt. I Kraft af denne Ret vil Kongen altid have Valget mellem at bifalde Indstillingen om en foreløbig Bevillingslovs Udstedelse eller at bevilge Ministeriets Demission. Og i Kraft af denne Kongens Valgret kan det ikke med Sandhed siges, at Ministrene ved den foreløbige Bevillingslovs Udstedelse bevilge sig selv noget.
Hr. C. B. kan saaledes ikke godtgjøre de foreløbige Bevillingsloves Utilstedelighed ad logisk Vej. Derimod
