15
mener Hr. C. K. i „Horsens Avis“ at kunne godtgjøre den ad historisk Vej. Hr. C. K. ræsonnerer saaledes: Fællesforfatningen 1855 og Grundloven 1863 hjemlede henholdsvis i §§ 56 og 59 Kongen en Ret til at udstede foreløbige Love. Ved Siden af var der imidlertid henholdsvis i §§ 54 og 58 hjemlet ham en Ret til at fatte Beslutning om Afholdelse af Udgifter. Altsaa var Retten til at fatte Beslutning herom ikke indbefattet under Retten til at udstede foreløbige Love; med andre Ord: Bevillingslove kunde ikke udstedes som foreløbige, og denne Kjendsgjerning maa anses som et vægtigt historist Datum for den rette Forstaaelse af Grundlovens § 25. Men dette Ræsonnement er heller ikke rigtigt. Dersom de anførte §§ 54 og 58 ikke havde staaet i de nævnte Forfatningslove, vilde Kongen dog utvivlsomt i Henhold til §§ 56 og 59 kunne have meddelt Ministrene de omtalte Bevillinger, men kun i Lovsform. I Følge §§ 54 og 58 kunde han derimod yderligere meddele dem, endogsaa uden at iagttage Lovsformen, gjennem en blot admistrativ Resolution. Saa forelaa der ganske vist i Forfatningsloven 1855 den Uregelmæssighed, at de formelle Betingelser for Afgivelsen af en slig administrativ Resolution vare strængere end Betingelserne for Udstedelsen af foreløbige Love; men denne Uregelmæssighed er rettet i Grl. 1863, hvor Betingelserne ere de samme. Foreløbige Bevillingslove vare herefter aldeles ikke utilstedelige, men kun overflødige, og Hr. C. K.'s historiske Betænkelighed er saaledes ubegrundet. Blandt de øvrige Indvendinger, den samme ærede Kritiker har fremsat, er der kun een, jeg endnu finder Anledning til at berigtige. Naar jeg i mit Skrift har sagt, at den foreløbige Finanslov kun maa omfatte det nødvendige, saa møder Hr. C. K. med den Bemærkning, at det vil være vanskeligt,
