16
for ikke at sige umuligt, at afgjøre, hvad der er det nødvendige. Men deri tager Hr. C. K. fejl; den statsretlige Praxis bar mangfoldige Gange besvaret Spørgsmaalet i Henhold til de midlertidige Finanslove, der ere blevne udstedte, naar den aarlige Finanslov ikke har foreligget færdig i rette Tid.
Indvending efter Indvending falder saaledes til Jorden, og de foreløbige Bevillingsloves Grundlovmæssighed forekommer mig til sidst saa forunderlig klar, at jeg maa spørge mig selv: Hvorledes kan det være, at Holck i sin Statsforfatningsret opstiller den modsatte Mening blot med den mindre følgerigtige Afvigelse for de midlertidige Bevillingsloves Vedkommende? Og hvorledes kan det være, at saa mange, selv Jurister, modsige eller i alt Fald betvivle Rigtigheden af min Mening? Jeg kan efter min fulde Overbevisning ikke andet end besvare Spørgsmaalet saaledes: Det kommer simpelthen deraf, at man saa ofte har gjort og endnu gjør sig skyldig i mislig Omgang med Grundloven. Man forvansker Opfattelsen af Grundlovens politiske Sigte ved i Stedet for dens Ord: „indskrænket-monarkisk Regeringsform" at sætte selvlavede Ord som „Folkesuverænitet“, „Parlamentarisme“, m. fl.; og ganske paa samme Maade forvansker man ogsaa Opfattelsen af selve den retlige Ordning, Grundloven har indført. Det er nemlig ubetinget det sædvanlige at tale om Lovgivningsmyndigheden og Bevillingsmyndigheden som to ganske forskjellige Myndigheder. Og disse Myndigheder henlægges dernæst i Almindelighed hver for sig til ganske forskjellige Subjekter: den første til Kongen og Rigsdagen i Forening, den anden til Rigsdagen eller endog til Folketinget alene. Ordentligvis taler ingen om Rigsdagens eller Folketingets Lovgivningsmyndighed; men derimod taler man sædvanlig om Rigsdagens og Folke-
