17
tingets Bevillingsmyndighed. Deri ere baade „Højre“ og „Venstre“ enige. I „Fædrelandet“ skriver saaledes en „gammel Grundlovsmand“, at Folkets Deltagelse i Statsstyrelsen indskrænker sig til at „bevilge“ Statens Indtægter og Udgifter og i øvrigt „medvirke til Lovenes Tilblivelse“. Og i „Morgenbladet“ skriver Hr. Husmand L. Mortensen af Marbjerg: Er det at staa paa Grundlovens Grund, naar Højremændene have fremsat Paastand paa Paastand om, at Regeringen kan udstede foreløbige Finanslove uden Rigsdagens Samtykke, efter at den forelagte er nægtet Lovskraft af „Bevillingsmyndigheden“? Den samme Tale om Rigsdagens Bevillingsmyndighed føres i Holcks Statsforfatningsret, og i Rigsforsamlingen erklærede Grundlovsudvalgets Ordfører, at den klare Tanke i Grundlovsudkastets § 44 (Grl.'s § 49) var den, at „Rigsdagen skulde bevilge Indtægter og Udgifter“. Saa meget er herefter klart, at det er den megen Talen om Rigsdagens Bevillingsmyndighed, der har udelukket Tanken om, at ogsaa Kongen kunde have en Bevillingsmyndighed. Men saa bliver Spørgsmaalet: Hvor fra hidrører da denne megen Talen om Rigsdagens Bevillingsmyndighed? Og saa bliver Svaret: Den hidrører mærkelig nok ikke fra vor egen, men fra andre repræsentative Forfatninger. Derefter sinde vi ganske vist Bevillingsmyndigheden henlagt til Repræsentationen eller endog til dens ene Afdeling; men — det har ogsaa sine særlige historiske Grunde. Ser man f. Ex. hen til den engelske og til de tyske repræsentative Forfatninger, da have disse historisk udviklet sig af eller ere i alt Fald historisk knyttede til de gamle stænderske Forfatninger. I disse var det en Stænderne særlig tilkommende Ret at bevilge eller nægte Kongen de Skatter, hvorom han bad. Denne Stænder-
