18
nes særlige Skattebevillings- og Skattenægtelsesret kom aldeles ikke den lovgivende Myndighed ved, og denne Forskjel er, som jeg i mit Skrift har udviklet, i det væsentlige endnu fastholdt i den moderne engelske Ret. Som Bevis paa, hvorledes den ogsaa er fastholdt i Tyskland, skal jeg blot citere den Würtembergske Forfatning af 1819: Stænderne skulle ved deres Samtykke „medvirke i Udøvelsen af den lovgivende Magt“ samt „bevilge“ de for nødvendig erkjendte Skatter. Paa lignende Maade stiller Forholdet sig i de Forfatninger, som efter en forudgaaende Revolution ere vedtagne af Folket selv og udtrykkelig vedkjende sig Princippet om Folkets Selvstyrelse, f. Ex. den belgiske. Der siges, at Kamrene votere Budgettet, medens den lovgivende Magt er hos Kongen, Senatet og Repræsentanternes Kammer i Forening. — Men da Grundloven blev given hos os, havde den stænderske Forfatning alt i henved to Aarhundreder været afløst af Enevælden, og Grundloven gaves ikke efter en Revolution af Folket, men af Kongen efter Overenskomst med Folket. Der var derfor hos os ikke mindste Grund til at fravige de rette konstitutionelle Statsretsgrundsætninger, i Følge hvilke ikke Statsmagtens ene Medindehaver bør overveje, hvad den vil yde den anden, men den samlede Statsmagts Indehaver, Lovgivningsmagten, bør overveje og fatte Beslutning om, hvad Statens Tarv udkræver. Og disse rette konstitutionelle Statsretsgrundsætninger have de grundlovgivende Myndigheder da heller aldrig fornægtet hos os. Vor statsretlige Sprogbrug burde derfor strængt taget ikke opstille nogen Modsætning mellem Bevillingsmyndigheden og den lovgivende Myndighed, men tvært imod indbefatte hin under denne. I Stedet for at tale om den „lovgivende“ og „bevilgende“ Myndighed burde man tale om den lovgivende
