19
Myndighed i Almindelighed og den finanslovgivende eller bevillingslovgivende Myndighed i Særdeleshed. Og ligesom man ikke taler om Rigsdagens lovgivende Myndighed i Almindelighed, men kun om dens Andel i samme, saaledes burde man heller ikke tale om dens bevilgende Myndighed, men kun om dens Andel i den finanslovgivende eller bevillingslovgivende Myndighed i Særdeleshed. Rigtigheden af denne Paastand fremlyser alt af Udkastet til Grundloven 1849, som i § 44 bestemte: „Paa hver ordentlig Rigsdag, strax efter at samme er sat, fremlægges Forslag til Finansloven. Ingen Skat tør oppebæres, forinden dens Opkrævning er bevilget ved Finansloven, ingen Udgift tør afholdes, som ikke har Hjemmel i samme.“ Vil man have yderligere Vidnesbyrd for, at denne Henlæggelse af Bevillingsmyndigheden under den lovgivende Myndighed i Grundlovsudkastet ikke skyldes et Tilfælde, men en Tanke, skal jeg tillade mig at henvise til den daværende Minister, Hr. Oberst Tschernings Erklæring. I sit Gjenmæle mod mit Skrift meddeler nemlig Hr. Obersten følgende: Forinden Forhandlingerne om Udkastet til Grundloven begyndtes i Ministermødet, udbad jeg mig Tilladelse til at gjøre et Forslag. Dette bestod i at lade Kongeloven fremdeles bestaa og kun tilføje de fornødne Artikler om en Folkerepræsentation med besluttende Myndighed i Lovgivningsværket, indbefattende Ret til Bevilling af Indtægter og Udgifter, m. v. Udkastets § 44 gik derefter over i Juni-Grundlovens § 52 blot med den Omredaktion af Forskriften om Skatternes Opkrævelse, som jeg senere stal komme tilbage til. Og denne Juni-Grundlovens § 52 gik derefter over i Juli-Grundlovens §§ 48 og 49 blot med en Forandring, der om muligt maa gjøre det endnu mere tydeligt,
