20
at de finansielle Bevillingers Meddelelse er et Lovgivningsanliggende. I Stedet for det oprindelige Udtryk: „Finansforslaget behandles først i Folketinget“, staar der nemlig nu: Forslag til Finansloven og Tillægsbevillingslovene behandles først i Folketinget. Men havde altsaa Grnndlovsudkastet paa anførte Maade klart og bestemt vedkjendt sig Grundsætningen om, at de finansielle Bevillingers Meddelelse var et Lovgivningsanliggende, og Rigsforsamlingen derpaa efter Udvalgets Indstilling indskød en Paragraf, der Hjemlede Kongen Ret til ganske i Almindelighed at udstede foreløbige Love, som blot ikke maatte stride mod Grundloven, saa maatte denne Bestemmelse nødvendigvis ogsaa komme til at omfatte Bevillingslove. Og det har særlig glædet mig at se dette erkjendt af den Mand, hvem Traditionen, som bemærket, tillægger en særlig Andel i Grundlovsudkastets Affattelse, nemlig Hr. Biskop Monrad. Den 26de Marts 1855 holdt Hs. Højærværdighed en Tale i Folketinget, hvis Øjemed netop var at hævde den Bevillingsmyndighed, der tilkommer begge Ting og Hs. Majestæt Kongen i Forening[1]. Deri hedder det: „Det forekommer mig, at naar man vil opfatte hele Betydningen af Tillægsbevillingerne, saa maa man erindre, at Bevillingerne ske hos os i Kraft af Loven[1]; altsaa maa de Udgifter, som Ministeriet gjør paa egen Haand, bedømmes i Overensstemmelse med det, der finder Sted for den almindelige Lovgivning. Nu vide vi, at Ministeriet, naar det kan faa Hs. Majestæts Samtykke dertil, kan udgive provisoriske Love[1]), men det kan kun udgive dem, naar Rigsdagen ikke er samlet[1]), og det forekommer mig
