21
at være i fuldkommen Overensstemmelse hermed, at Regeringen vel paa eget Ansvar altid vil kunne gjøre Udgifter, uden dog at kunne gjøre dem, naar Rigsdagen er samlet[1]).“ Vilde man mod den anførte Følgesætning indvende, at Rigsforsamlingen var en ung og uerfaren Forsamling, der ikke kunde gjøre sig tilbørlig Rede for Rækkevidden af de Bestemmelser, den vedtog, da vil jeg paa ingen Maade benægte dette; men jeg vil blot minde om, at der siden Grundlovsforhandlingen i 1849 har fundet endnu en Grundlovsforhandling Sted i 1865—66. Da forelaa Fortidens Erfaringer, der nødvendigvis maatte hendrage Opmærksomheden paa det heromhandlede Punkt; og den blev da ganske rigtig ogsaa hendraget derpaa. Spørgsmaalet blev udtrykkelig berørt saa vel i Landstinget som navnlig ogsaa i Folketinget, først af Hr. Biskop Monrad og siden af flere andre Talere, saasom Hr. Direktør Bille, Hr. Birkedommer Krabbe og Hr. Overretsassessor Rimestad. Debatten maatte dernæst, navnlig som Følge af Hr. Birkedommer Krabbes oven for anførte bestemte Erklæring, nødvendigvis fremkalde det Indtryk, at Spørgsmaalet mildest talt var tvivlsomt, og at der følgelig var al mulig Anledning for den grundlovgivende Myndighed til at give en positiv Decision. Rigsraadet kunde endelig givet en saadan; thi for dets Vedkommende var Grundlovsforhandlingen fuldkommen fri; men — det gav ingen. Herefter vil man virkelig ikke kunne paastaa, at den grundlovgivende Myndighed ikke skulde have gjort sig de mulige Konsekvenser af Forskriften i Grundlovens § 25 klar, eller at den i sin Helhed skulde have forudsat en Fortolkning deraf, i Følge
- ↑ Referencefejl: Ugyldigt
<ref>-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnets20
