22
hvilken Finansloven ikke skulde kunne udstedes som foreløbig. — Vilde man dernæst mod den omtalte Følgesætning end videre paakalde Grundlovens „Aand“, saa kunde det heller ikke hjælpe. Det Hensyn, som har fremkaldt Forskriften om de foreløbige Love i Grl.'s § 25, er nemlig, som Hr. Oberst Tscherning selv udtalte i Rigsforsamlingen, Hensynet til Nødvendigheden; og nu træffer det sig just faaledes, at Finansloven er den allermest nødvendige Lov, mere nødvendig end nogen som helst anden Lov, saa vist som dens regelmæssige Tilvejebringelse er en Betingelse for selve Statens Bestaaen. Mod denne Paastand burde Hr. Obersten ikke protestere ved en Henvisning til, at Folk og Land dog ere i Behold, selv om Finansloven ikke saas; thi Hr. Obersten burde vide, at der foruden Land og Folk hører endnu et tredje til at konstituere en Stat, nemlig en Forfatning; men den gaar i Løbet, naar Finansloven ikke skaffes til Veje. Og det vilde da været ligefrem modsigende, om Grundloven havde forbudt at udstede Finansloven som foreløbig, men derimod tilladt at udstede andre mindre nødvendige Love paa den Maade. Lige over for denne Konsekvens af „Aanden“ i Grl.'s § 25 nytter det ikke at paakalde „Aanden“ i Grl.'s 48 og 49. § 48 tilsigter særlig at give Rigsdagen Andel i den finanslovgivende Myndighed, ligesom Grl.'s § 2 i Almindelighed tillægger den Andel i den lovgivende Myndighed. Den særlige Fremhævelse af hin forklares tilstrækkelig af den Omstændighed, at Budgettets Fastsættelse i den ældre Ret var et rent administrativt Anliggende, som netop først ved Grl.'s § 48 henlagdes under den lovgivende Magt. Bliver nu ikke Rigsdagens Andel i Lovgivningsmyndigheden i Almindelighed illusorisk, fordi Kongen kan udstede foreløbige Love overhovedet, hvorfor skulde saa Rigsdagens
