23
Deltagelse i den finanslovgivende Myndighed blive illusorisk, fordi Kongen kan udstede foreløbige Finanslove? I mit Skrift har jeg dernæst nærmere paavist, hvorledes ogsaa Forskriften i Grl.'s § 49 beholder sin gode Betydning, selv om Finansloven antages at kunne udstedes som foreløbig, ja selv om en foreløbig Finanslov maatte kunne hjemle Skatternes Oppebørsel. — Skulde endelig endnu nogen føle Betænkelighed ved den ovennævnte Følgesætning paa Grund af den Forskjel mellem vor Forfatning og fremmede Forfatninger eller, for at bruge et mere effektfuldt Udtryk, „det moderne Evropas konstitutionelle Bevidsthed“, som derved maatte fremkomme, saa svarer jeg, at der ganske vist fremkommer en Forskjel f. Ex. over for den engelske, belgiske og østerrigske Forfatning; men derimod ser jeg dog lkke rettere, end at f. Ex. den preussiske Forfatning i alt Fald i Princippet indrømmer Kongen den samme Myndighed som vor.
I Henhold til alt det anførte slaar jeg det da fast som den videnskabelige Fortolknings utvivlsomme Udbytte, at foreløbige Finanslove ikke overhovedet kunne anses som grundlovstridige.
II.
Er det givet, at foreløbige Finanslove ikke overhovedet kunne anses som grundlovstridige, bliver det næste Spørgsmaal, som Rigsretten faar at besvare, det: Have de grundlovmæssig foreskrevne Betingelser for foreløbige Loves, deriblandt Finansloves, Udstedelse foreligget i det givne Tilfælde? I Følge Grundlovens § 25 er det da først en Betingelse, at der har foreligget et „særdeles paatrængende Tilfælde“. Denne Betingelse er utvivlsomt til
