24
Stede, naar man er naaet til Slutningen af Marts, uden at nogen endelig Finanslov er tilvejebragt, eller nogen Mulighed for endnu at tilvejebringe en saadan inden 1ste April foreligger. Kan der nogen Sinde siges at foreligge en særdeles paatrængende Nødvendighed for en foreløbig Lovs Udstedelse, saa er det under den nævnte Forudsætning; thi der er ingen Lov, hvis Afsavn vilde afføde saa forfærdelige Følger, som Afsavnet af Finansloven. Disse Følger har „Dagbladet“ tidligere skildret saa udførlig, at Erindringen derom endnu turde være frisk hos ærede Læsere, og jeg følgelig ikke behøver at opfriske dem. Til det Tidspunkt, som her forudsættes at være naaet, er det selvfølgelig ligegyldigt, om Nødvendigheden paa et tidligere Tidspunkt kunde være undgaaet. Den Kjendsgjerning, at den nu foreligger, er tilstrækkelig til, at Loven ikke blot kan, men bør udstedes, og Finansministeren, som medunderskriver samme, vil følgelig ikke ifalde noget Ansvar for selve denne Akt — tvært imod. Men ved dette Resultat kan man ganske vist ikke blive staaende. Jeg er fuldkommen enig med Hr. Oberst Tscherning i, at Ministeren, selv om han ikke kan drages til Ansvar for Lovens Udstedelse i og for sig, dog ikke kan undgaa Straf, dersom den indtraadte Nødvendighed for Lovens Udstedelse har været selvforskyldt; thi da foreligger der ikke et saadant „Tilfælde“, ɔ: en Ministeren utilregnelig Begivenhed, som Grundlovens § 25 kræver; men Ministeren er i Brøde og følgelig strafbar. I Følge Grundlovens § 48 er Regeringen saaledes forpligtet til betimelig at forelægge Forslag til den aarlige Finanslov for Rigsdagen. Har den ikke behørig opfyldt denne Forpligtelse, og den endelige Finanslov derfor ikke har kunnet tilvejebringes, saa vil Rigsrettens Dom ramme
