25
Ministrene. I Følge Grundsætningen i Grundlovens § 48 vil Regeringen dernæst end videre kunne blive forpligtet til at forelægge Forslag til en midlertidig Finanslov. Det vil den saaledes kunne blive, dersom den maatte finde sig foranlediget til at høre Vælgernes Mening om en eller anden Reformlov, f. Ex. Skoleloven eller Toldloven, paa en Tid, da den gjældende Finanslov er i Færd med at udløbe, og den ny Finanslov endnu ikke tilvejebragt. Har Regeringen da opløst uden at forelægge et midlertidigt Finanslovsforslag for Tiden, indtil Rigsdagen igjen maatte træde sammen, saa burde Ministrene ogsaa ifalde Ansvar. Deri er jeg fuldkommen enig med Holck. Men — her foreligger det betænkelige Præcedens fra 1853. Da opløste Ministeriet Rigsdagen uden først at fremkomme med Forslag til en Forlængelse af den givne Bevillingslov, skjønt den kunde forudses ikke at ville strække til for hele Tiden, indtil Rigsdagen paa ny kunde samles. Da talte „Dagbladet“, hvis Artikler Hr. Statsrevisor Høgsbrø har været saa venlig at optrykke; men da tav ærede Modstandere, der nu ere saa højrøstede, Hr. Oberst Tscherning, Hr. Dr. Winther, Hr. I. A. Hansen m. fl. Da tav navnlig ogsaa den konstitutionelle Anklagemyndighed, Folketinget. Og nu kan det vel ikke siges, at den, der tier, samtykker; men — „vist er det, at han ikke benægter“. Og Folketinget har saaledes end ikke benægtet Grundlovmæssigheden af en foreløbig Finanslov, udstedt i Følge en af Ministeriet selv skabt Nødvendighed.
Nu sætter jeg derimod, at Forholdet stiller sig anderledes, at Regeringen i det omhandlede Tilfælde, hvor den vil opløse Rigsdagen, har gjort sin Pligt ved forinden at forelægge Forslag til en midlertidig Finanslov, men Loven desuagtet ikke har kunnet tilvejebringes, fordi Rigs-
