26
dagen har forkastet Forslaget.[1] Saa ser jeg ikke rettere, end at Regeringen, dersom den, som det selvfølgelig maa forudsættes, har nogen rimelig Grund til at opløse Rigsdagen, lige fuldt bør gjøre det og derefter udstede en foreløbig Finanslov. Derfor vil Rigsretten ikke kunne paalægge Ministrene noget Ansvar; thi Nødvendigheden af den foreløbige Lovs Udstedelse vilde Regeringen ikke kunnet undgaa uden en Opgivelse af den fri Udøvelse af Hs. Majestæt Kongens grundlovmæssige Rettigheder paa en i og for sig fornuftig Maade, og den Nødvendighed, som Ministeriet ikke kunde undgaaet uden en slig Opgivelse, kan fra et grundlovmæssigt Synspunkt ikke anses som Ministeriet tilregnelig; den maa tvært imod for dets Vedkommende betragtes som aldeles tilfældig. Vil man saa sige: Ja, men hvem stal afgjøre, om Ministeriet har brugt den paagjældende Rettighed paa en i og for sig fornuftig Maade? saa svarer jeg: det stal selvfølgelig Rigsretten. Ogsaa paa dette Punkt tror jeg at befinde mig i fuldkommen Overensstemmelse med Holck. Han siger, som i forrige Artikel antydet, kun, at Ministrene ville ifalde Ansvar, dersom Regeringen har opløst uden at drage Omsorg for i alt Fald en midlertidig Finanslovs Tilvejebringelse med Rigsdagens Samtykke. Men under den
- ↑ Skulde Rigsdagen utilbørlig forhale Forslagets Behandling, vilde Regeringen heller ikke behøve at vente, indtil den maatte behage at gjøre det færdigt. Noget lignende gjælder med Hensyn til Behandlingen af den aarlige Finanslov. Hvis Rigsdagen skulde falde paa at benytte den til f. Ex. at gjøre sig selv permanent, vilde Regeringen kunne slutte Samlingen og udstede en foreløbig Finanslov. Den ordentlige Rigsdag har nemlig kun en grundlovmæssig Ret til at være sammen i 2 Maaneder.
