28
vedkommende Rettighed virkelig har været udøvet paa en i og for sig lovlig og fornuftig Maade, er det selvfølgelig ogsaa her Rigsrettens Sag at afgjøre.
Jeg kommer dernæst til den anden Betingelse, som Grl.'s § 25 opstiller for den foreløbige Finanslovs Udstedelse, nemlig den, at Rigsdagen ikke maa være samlet paa den Tid, da Loven udstedes. Denne Betingelse foreligger nu saa vel, naar Rigsdagssamlingen er sluttet, som naar hele Rigsdagen eller kun dens enkelte Afdeling er opløst; jfr. Ordene i Grl.'s § 22: „indtil hele Rigsdagen atter kan samles“. Er altsaa den foreløbige Finanslov udstedt paa et saadant Tidspunkt, saa er Fordringen i Grl.'s § 25 bogstavelig taget under alle Omstændigheder fyldestgjort. Det maa jeg bestemt fastholde over for Hr. I. T., der i nogle i øvrigt velskrevne Artikler i „Næstved Avis“ har udtalt sig paa en Maade, som om Udstedelsen under de angivne Omstændigheder kunde ligge „uden for Grundlovens Ord“. Ordene i Grl.'s § 25 kræve paa ingen Maade, at det særdeles paatrængende Tilfælde skal være indtraadt paa en Tid, da Rigsdagen ikke er samlet. Det kræves kun, at det overhovedet skal foreligge; saa kan Loven udstedes, naar Rigsdagen ikke er samlet. Hvis altsaa Lovens Nødvendighed allerede maatte have været indlysende paa den Tid, da Rigsdagen var samlet, og Regeringen derfor have forelagt Forslag til samme, men Rigsdagen forkastet det, saa kan Rigsdagen meget vel sluttes eller opløses, og Loven derefter udstedes som foreløbig, uden at man paa nogen Maade kommer i Strid med Grundlovens Ord. Men — vil man sige — selv om en slig Fremgangsmaade maatte stemme med Ordene, vil den saa dog ikke stride mod Aanden? Paa ingen Maade. Aanden i § 25 tilsiger tydelig nok, at det, der
