29
nødvendigvis maa ske, ogsaa under alle Omstændigheder bør kunne ske, saa vidt muligt med, men i fornødent Fald endog uden Rigsdagens Samtykke. Er Rigsdagen samlet paa den Tid, Trangen til Loven ytrer sig, bør Regeringen derfor først henvende sig til den og søge dens Medvirkning til, at Loven kan blive saa fornuftig og hensigtsmæssig som mulig. Men lad os saa foreløbig antage, at Rigsdagen, skjønt villig til at vedtage Loven, dog — man har jo set saa galt for — af en Fejltagelse kommer til at forkaste den. Saa foreligger der utvivlsomt et Tilfælde, som den grundlovgivende Myndighed ikke har tænkt paa. Men derfor kan det dog selvfølgelig paa ingen Maade skydes uløst til Side: Spørgsmaalet bliver tvært imod netop, hvad man i Henhold til Grundlovens Ord og Aand vil være berettiget og forpligtet til at gjøre i et sligt Tilfælde. I Følge den gjældende Grundlov vil da Fejlen uden videre kunne redresseres derved, at der foreligges et nyt Lovforslag. Men det kunde ikke sket i Følge Grl. 1849, som i § 56 havde en Bestemmelse om, at et Lovforslag, der en Gang var forkastet i et af Tingene, ikke paa ny maatte foretages, i samme Samling. Var da det nævnte Tilfælde indtruffet under Juni-Grundlovens Herredømme — hvad saa? Jeg ser ikke rettere, end at man i fuld Overensstemmelse med Grl.'s Ord og Aand snarest mulig kunde og burde have sluttet Rigsdagssamlingen og derefter, hvis det af Hensyn til Lovens mindre Vigtighed vilde været en Urimelighed at indkalde en overordentlig Samling alene for dens Skyld, eller hvis man ikke kunde ventet, indtil en saadan traadte sammen, kunde og burde have udstedt Loven som foreløbig. — Men lad os dernæst yderligere forudsætte, at Rigsdagen ikke af en Fejltagelse, men med beraad Hu maatte forkaste Lovforslaget. Saa
