30
ser jeg ikke rettere, end at der her utvivlsomt ogsaa foreligger et Tilfælde, som den grundlovgivende Myndighed ikke for ramme Alvor bar tænkt eller kunnet tænke sig. Den har fornuftigvis ikke kunnet tænke sig Muligheden af, at Rigsdagen, naar Hungersnød, Farsot eller lignende Ulykker maatte true Landet, vilde nægte at vedtage Lovforslag, som den selv maatte erkjende for absolut nødvendige til at afværge dem. Og den har fornuftigvis heller ikke kunnet tænke sig, at Rigsdagen, hvis Landet maatte trues af Anarki til 1ste April, dersom et vist Lovforslag ikke blev vedtaget, vilde vægre sig ved at vedtage det. Men indtræder nu Tilfældet alligevel, hvad saa? Ja, saa vil det være fuldstændig i Paragraffens Aand, om Regeringen drager Omsorg for, at den paagjældende Lov desuagtet kan komme til Stede. Det vil den imidlertid i dette Tilfælde ikke simpelt hen kunne gjøre ved paa ny at forelægge Lovforslaget. Lige saa lidt vil det være tilstrækkeligt at slutte Rigsdagssamlingen og indkalde en ny, i det den ny Samling maa forudsættes igjen at ville forkaste Forslaget til den endelige Lov, og man heller ikke i Mellemtiden vil kunne udstede nogen foreløbig Lov. Det sidste skyldes ganske vist ikke den tidligere nævnte, men derimod den sidste Forskrift i Grl.'s § 25 om, at den foreløbige Lov altid stal forelægges for den følgende Rigsdag. Bogstavelig taget vilde den vel kunne opfyldes, selv om Rigsdagssamlingen kun var sluttet. Men Opfyldelsen vilde blive meningsløs, naar man i Forvejen vidste, at Rigsdagen vilde sige Nej. Og en saadan Meningsløshed kan den grundlovgivende Myndighed, lige saa lidt her som anden Steds, forudsættes at have villet paabyde. Tanken i den nævnte Forskrift er derimod, som Holck meget rigtig fremhæver, den, at en foreløbig Lov altid og kun bør ud-
