31
stedes, naar Regeringen kan nære berettiget Forventning om, at den følgende Rigsdag, for hvilken den bliver at forelægge, vil vedtage den. Men det vil Regeringen i foreliggende Fald kun kunne gjøre, dersom den følgende Rigsdag tillige er en nyvalgt Rigsdag. Den maa imidlertid ogsaa paa Forhaand forudsættes at ville yde sin beredvillige Medvirkning til en endelig Lovs Tilvejebringelse. Og indtil en saadan er tilvejebragt, vil da ogsaa Regeringen i fuld Overensstemmelse med Ordene og Aanden i Grl.'s § 25 kunne varetage det absolut nødvendige ved Hjælp af en foreløbig. Efter denne Fortolkning faar ogsaa Forskriften om, at den foreløbige Lov kun maa udstedes, naar Rigsdagen ikke er samlet, sin gode Betydning. Regeringen vil derefter ikke i det her omhandlede Tilfælde kunne udstede en foreløbig Lov uden med det samme at maatte gjøre de fornødne Skridt til Tilvejebringelsen af en endelig i det seneste inden 2 Maaneders Forløb.
Hvad vil man saa indvende imod denne Fortolkning? Hvorpaa vil man støtte Orla Lehmanns pompøse Paastand om dens Forkastelighed? Vil man paakalde Grundlovens Ord? Det er umuligt. Saa meget er nemlig under alle Omstændigheder vist, at Kongens Ret til at udnævne Ministre og Rigsdagens Ret til af Hensyn til disse Ministre at nægte de til Regeringens Førelse absolut fornødne Midler ikke fuldt ud kunne bestaa ved Siden af hinanden. Thi fastholdes begge disse Rettigheder i deres fulde Omfang, saa bliver Følgen i Kollistonstilfælde et Anarki med efterfølgende Statskup eller Revolution, hvorved Forfatningen uundgaaelig gaar i Løbet. Men et saadant Resultat kan Grundloven fornuftigvis ikke forudsættes at have villet hidføre. Hvad Mening vilde
