37
efter det, der fandt Sted i Nederlandene den 23de December 1839. Men der vare Ministrene ogsaa utvivlsomt modne til Rigsretten. Ikke blot var deres finansielle Styrelse yderst slet, — i det de i den 10-aarige ordentlige Finansperiode fra 1830—1840 havde forøget Landets Gjæld med omtrent 200 Millioner Gylden — og uden Udsigt til Forbedring — i det de samtidig med Budgettet fremlagde Forslag til et nyt Laan paa 36 Mill. Gylden —; men Ministrene havde derhos afholdt en Mængde Udgifter, der vare aldeles ulovlige, og til dette Øjemed anvendt Laan, der vare optagne i ganske andre Øjemed. Ja, de havde endog, for at dække de paagjældende Udgifter, angrebet Penge, der kun vare deponerede i Statskassen, som i det hele taget udviste et Deficit paa 34 Mill. Gylden. Men — vil man spørge — hvorfor tiltalte Generalstaterne da ikke de paagjældende Ministre i Stedet for at nægte Budgettet? Simpelthen fordi de ikke kunde gjøre det, fordi den nederlandske Forfatning af 1815 ikke anerkjendte Ministrenes konstitutionelle Ansvarlighed. Generalstaterne maatte følgelig gribe til Budgettets Nægtelse som til det eneste i alt Fald formelt forfatningsmæssige Middel, ved Hjælp af hvilket der kunde være Haab om at fjærne et Ministerium, som Kongen ikke vilde afskedige, skjønt dets Finansforvaltning var aldeles fordærvelig og forbryderisk. Og dog anvendte Staterne det ikke paa anden Maade end, at de samtidig med Budgettets Forkastelse vedtog et midlertidigt Budget paa 6 Maaneder, ligesom de samtidig med Nægtelsen af det begjærede Laan paa 36 Millioner vedtog at bevilge et Laan paa 6 Millioner. — Danmark har herefter, takket være „det forenede Venstre“, opnaaet den noget herostratiske Berømmelse at være det eneste blandt de Lande, hvis
