38
Forfatning anerkjender Ministrenes konstitutionelle Ansvarlighed, hvor Budgettet i Løbet af de sidste Aarhundreder er blevet nægtet. Partiet har fordristet sig til at gjøre „Experimentet“; men det har dog — i alt Fald endnu ikke — fordristet sig til at gjentage det. Og Budgettet er saaledes selv hos os endnu kun blevet nægtet paa en Tid, da vedkommende Flertal kunde undskylde sig med at sige: Finanslovforslaget er forkastet, men — der er Tid til at vedtage et nyt.
Lige over for det anførte, fra den konstitutionelle Praxis hentede Vidnesbyrd har det selvfølgelig mindre Interesse at undersøge, hvorledes den konstitutionelle Doktrin maatte stille sig over for Spørgsmaalet. Men vil man dog have et Vidnesbyrd om, at ogsaa den erkjender det illusoriske i Retten til Budgettets Nægtelse, saa læse man blot den berømte Professor Gneists Udtalelser i en lille Pjece, betitlet: „Gesetz und Budget nach dem constitutionellen Staatsrecht Englands.“ Og vil man yderligere have et Vidnesbyrd om, hvorledes Doktrinen stempler det som en forkastelig Misbrug, ja som en utænkelig Absurditet, om Repræsentationen vilde opfatte Retten til Budgettets Nægtelse som et konstitutionelt Middel til efter Behag at kunne ind- og afsætte Ministerier, saa læse man blot Artiklen „Steuerbewilligungsrecht“ i Bluntschlis Staatswörterbuch. I Rigsforsamlingen var der ogsaa de Talere, som utvivlsomt erkjendte, at den saakaldte Skattebevillingsret, opsattet som en Ret til frit at vedtage eller nægte Skatternes Opkrævelse og Anvendelse, være sig helt eller til Dels, i det væsentlige ikke var andet end Illusion. Saaledes spurgte navnlig Knuth, om der ikke, naar man nu havde indset, at der ikke var nogen virkelig Betydning i den traditionelle Forestilling om
