39
Skattebevillingsretten, burde foretages en Rettelse i § 44 (49), hvorved den kunde renses for det illusoriske, som maatte erkjendes at ligge deri. Kultusministeren, Hr. Konferensraad Madvig, ytrede derimod: „Jeg tror, at der ikke ligger nogen stor Betænkelighed i at anvende de i de konstitutionelle Forfatninger vedtagne Former, i det der til disse Former gjennem lang Erfaring og efter Sagens Natur knytter sig en rigtig Forstaaelse.“ Men for øvrigt skal jeg med Hensyn til de i Rigsforsamlingen faldne Udtalelser blot fastholde den ene ubestridelige Kjendsgjerning, at Spørgsmaalet om Muligheden eller Umuligheden af foreløbige Finansloves Udstedelse ikke under Forhandlingerne berørtes med en eneste Stavelse. Dette er i fuldkommen Overensstemmelse med den Kjendsgjerning, at Rigsforsamlingen i det hele taget skjænkede de foreløbige Love saa grumme ringe Opmærksomhed. Men deraf slutter jeg med afgjort Sikkerhed, at den grundlovgivende Myndighed under ingen Omstændigheder bevidst har kunnet eller villet udelukke Muligheden deraf. Man kan, om man vil, gjærne sige, at den grundlovgivende Myndighed ikke har tænkt sig Muligheden af foreløbige Finansloves Udstedelse; men det er selvfølgelig langt fra det samme som bevidst at nægte den. Saaledes tænkte Finansministeren i 1849 næppe paa Muligheden deraf, da Hs. Excellence i Rigsforsamlingen ytrede, at det Ministerium, der ikke kan faa de fornødne Skatter bevilgede af Repræsentationen, vil være nødt til at gaa af. Men lige fuldt erkjendte Hs. Excellence selv senere i 1853 ved at medunderskrive den første foreløbige Finanslov, at Muligheden virkelig forelaa. Og det maa ganske vist ogsaa hævdes, at naar den grundlovgivende Myndighed blot ikke bevidst har kunnet eller villet udelukke Muligheden af foreløbige Fi-
