40
nansloves Udstedelse, men Spørgsmaalet derimod bliver om, hvad den fornuftigvis maa forudsættes at have villet — ja, saa kan man, som tidligere godtgjort, i Henhold til Grundlovens eget Indhold og i Henhold til almindelige konstitutionelle Statsretsgrundsætninger ikke paa nogen Maade benægte deres Grundlovmæssighed.
Skulde man endelig endnu til Slutning ville modbevise min Fortolknings Rigtighed ved at benvise til Grundlovens „Aand“, saa vilde jeg ogsaa anse et saadant Forsøg for haabløst. Jeg har nok set og hørt Folk paastaa, at min Fortolkning gjør Rigsdagens Ret til Deltagelse i den bevillingslovgivende Myndighed illusorisk, at den forvandler Grundloven til en Lap Papir osv. Men det er sort Tale. Regner man ikke Menneskerettighederne i Grl.'s 8de Afsnit for noget som helst? Bliver Rigsdagens Ret til Deltagelse i Lovgivningen overhovedet illusorisk, dersom den ikke ved sit Veto kan forhindre Udstedelsen af Love, som den selv maa erkjende for absolut nødvendige til at afværge Ulykker for Samfundet? Og er Retten til Deltagelse i den finanslovgivende Myndighed i Særdeleshed kun tillagt Rigsdagen, for at den ved Hjælp af samme skal kunne sprænge Forfatningen og styrte Staten i Anarki? Er Kongen enevældig, naar han ikke kan bevilge sig selv yderligere end Opkrævelsen af de bestaaende Skatter eller bevilge Ministrene en eneste Skilling ud over det til en tarvelig Statshusholdnings Førelse absolut fornødne, og det endda kun for to Maaneder ad Gangen? Er det ikke det mindste, Kongen bør være istand til, dersom Regeringsformen i Sandhed skal kunne kaldes indskrænket-monarkisk? Eller tror man maaske, at Grundloven har sagt et og ment et andet? At den har sagt: indskrænket-monarkisk og ment: uindskrænket- folketinglig? At den har sagt: Kongen afskediger sine
