44
Grundlovens øvrige Regler om den lovgivende og finanslovgivende Myndigheds Indehaver saa abnorm Rettighed som den, at ingen som helst Skat nogen Sinde skulde kunne opkræves uden dens eller dets forudgaaende Samtykke, hvorfor har den da ikke rent og klart og fyldig udtalt, men kun dunkelt og ubestemt antydet det? Hvorfor har den udeladt Ordene „af Rigsdagen“, hvis Tilføjning vilde have afskaaret enhver mulig Tvivl, og i Stedet for nøjedes med at sige vedtagen, overladende det til Læseren selv at udfinde af hvem? En saa utydelig Antydning af en saa overordentlig betydningsfuld Sætning bliver navnlig ubegribelig, naar henses til den klare og fyldige Maade, hvorpaa andre Forfatninger udtale den. Som Exempel paa deres Udtryksmaade skal jeg blot citere Art. 143 i den kurhessiske Forfatning af 1831, som tilfældig ligger foran mig. Deri hedder det: „Uden Stændernes Bevilling maa hverken i Krigs- eller i Fredstid nogen direkte eller indirekte Skat saa lidt som nogen som helst anden Statsafgift udskrives eller oppebæres." Har vor Grundlov nu ment det samme, hvorfor har den saa ikke sagt det samme, men netop udeladt de Ord, paa hvilke det under den angivne Forudsætning kommer an? Fordi — vil man sige — allerede Ordet „vedtagen“ i og for sig i Følge Sprogbrugen ikke kan betyde andet end „vedtagen af Rigsdagen“. Den paagjældende Myndighed maatte derfor nødvendigvis forudsætte, at enhver Læser vilde forstaa Ordet i Overensstemmelse dermed, og behøvede følgelig ikke at sige mere for at gjøre Meningen tilstrækkelig klar. — Jeg vil foreløbig sætte, at den opstillede Paastand var rigtig, at Udtrykket „vedtagen“ i Følge Sprogbrugen kun kunde refereres til Rigsdagen, og saa vil jeg indvende, at Udtrykket „ved-
