45
tagen“ under den angivne Forudsætning ikke kan forstaas bogstavelig. Det maa under alle Omstændigheder i Henhold til Udtrykket Finansloven i selve § 49 og Grundlovens øvrige Forskrifter om den lovgivende Myndigheds Indehaver i § 2 og 24 suppleres ved et underforstaaet „og stadsæstet“. Men er Udtrykket altsaa under alle Omstændigheder saa unøjagtigt, at man for at finde Lovgiverens rette Mening maa supplere samme, saa opstaar naturlig det Spørgsmaal, om det ikke maatte være endnu mere unøjagtigt, saa at man for at finde Lovgiverens rette Mening med samme i Henhold til Udtrykket Finansloven i selve § 49 og Grundlovens øvrige Forskrifter om den lovgivende Myndigheds Indehaver i §§ 2, 24 og 25 maa korrigere det fra „vedtagen“ til „udstedt“, „givet“ ell. lign.
Dertil mener nu den tidligere omtalte Hr. C. B., at man ikke vilde være berettiget paa Grund as en Ytring, som Grundlovsudvalgets Ordfører har fremsat under Forhandlingerne i Rigsforsamlingen lydende: „dog har Udvalget paa den anden Side troet at burde særlig foreskrive, at en Opkrævning af Skatter i Henhold til den bestaaende Skattelovgivning ikke skulde være tilladt uden udtrykkelig Votering af Rigsdagen.“ Og denne af Hr. C. B. fremdragne Ytring har Hr. Vidar fundet saa overbevisende, at ban i Henhold til samme uden videre har opstillet den Paastand, at en foreløbig Finanslov under ingen Omstændigheder kan hjemle Skatternes Opkrævelse. Men det vilde Hr. Vidar ikke gjort, dersom han havde undersøgt Sagen, inden han indlod sig paa at skrive om den. Undersøger man nemlig den ovennævnte Udtalelse, i hvilken den paagjældende Ytring forekommer, nærmere, findes det, at Ordføreren deri, som oven for omtalt, ligeledes har sagt, at den klare Tanke i Grund-
