46
lovsudkastets § 44 var den, at Rigsdagen skulde bevilge Indtægter og Udgifter. Udkastets § 44 lød paa dette Stadium af Forhandlingerne endnu: Ingen Skat tør opkræves, forinden dens Opkrævning er bevilget ved Finansloven. Ingen Udgift tør afholdes, der ikke har Hjemmel i samme. Derefter maa Ordføreren ved den anførte Ytring fornuftigvis antages at have fulgt den ligeledes oven for omtalte gængse Sprogbrug, i Følge hvilken „Rigsdagen" paa Bevillingsomraadet sættes i Stedet for „den finanslovgivende Myndighed", og Udtrykket følgelig forstaas derhen, at den finanslovgivende Myndighed skulde bevilge Indtægter og Udgifter, eller Rigsdagen som Deltager i den finanslovgivende Myndighed være med til at bevilge Indtægter og Udgifter. Vil man ikke paa denne Maade fortolke Ordførerens Ytringer efter Grundlovsudkastet, men omvendt, saa nødes man ikke blot til at anerkjende, at en foreløbig Finanslov heller ikke kan hjemle Udgifters Afholdelse — hvilket Hr. Vidar jo dog ikke drister sig til at paastaa — men man nødes yderligere til at anerkjende, at de finansielle Bevillingers Meddelelse slet ikke er et Lovgivningsanliggende, men udelukkende tilkommer Rigsdagen — hvilket dog næppe nogen for ramme Alvor vil driste sig til at paastaa. Til yderligere Oplysning om Ordførerens konsekvente Fastholden af den tidligere omtalte almindelige Udtryksmaade skal jeg dernæst tillade mig at gjøre opmærksom paa, at han under en Interpellation til den daværende Finansminister talte om „en Grundlov, i hvilken der staar, at ingen Skat kan opkræves uden Rigsdagens Samtykke“. Naar der nu i Grundlovsndkastet stod: Ingen Skat tør opkræves, forinden dens Opkrævning er bevilget ved Finansloven, saa maatte det anførte Udtryk fornuftigvis forstaas som „uden
