48
givende Myndighed, men det maatte være ligegyldigt, om det var den foreløbige eller den endelige. Imod denne Paastand har Hr. C. B. vel rejst en Indvending, men den er rent ud sagt kuriøs: Hr. C. B. siger nemlig med Hensyn til den anførte Bestemmelse i Grundlovsudkastet: Her var det altsaa udtrykkelig udtalt, at Skatternes Opkrævning skulde bevilges, naturligvis as Rigsdagen,[1] osv. Men hvorledes kan dog Hr. C. B. paastaa, at Skatternes Opkrævning „naturligvis“ skulde bevilges af Rigsdagen, naar det udtrykkelig hedder, at den skulde bevilges ved Finansloven, altsaa af den finanslovgivende Myndighed? Hr. C. B. tilføjer vel en Grund: „thi Regeringen kan dog umulig paa egen Haand bevilge sig selv de Penge, den skal bruge til Regeringens Førelse“; men denne Grund har jeg allerede i min første Artikel tilladt mig at gjendrive, i det jeg har gjort opmærksom paa, at det paa ingen Maade strider mod Logikken, at Kongen som Indehaver af en lovgivende Magt erkjendes berettiget til at bevilge sig selv som Indehaver af den udøvende Magt de til Statshusholdningens Førelse nødvendige Skatters Opkrævelse. Og lige saa lidt som man saaledes ad logisk Vej kan udlede noget af Ordet bevilge, lige saa lidt kan man gjøre det ad historisk Vej. Enhver Henvisning til den tidligere særlig stænderske Skattebevillingsret er jo netop udelukket derved, at det ikke hedder „af Rigsdagen“, men „ved Finansloven“. Og for øvrigt har man i Rigsforsamlingen saa lidt akcentueret Ordet „bevilge“, at f. Ex. Finansministeren og Ordføreren under Forhandlingerne begge to gjengav det ved „bifaldet“, ligesom det ganske udgik ved den endelige Redaktion, hvorefter den
- ↑ Udhævet af mig.
