50
efter Udtalelserne i Rigsforsamlingen aldeles klart, at man gik ud fra den Opfattelse, at Rigsdagens Myndighed i Henseende til Budgettets Fastsættelse hovedsagelig skulde gjøre sig gjældende med Hensyn til Udgiftsbudgettet, medens Bestemmelsen angaaende Indtægtssiden i Grunden betragtedes som temmelig overflødig. Saaledes bemærkede Ordføreren: „Enhver veed, at denne Ret til at bevilge Skatter er et meget tungt Ansvar; det er fornuftigvis ej nogen Frihed til at bevilge; thi man kan i Reglen ikke lade være at bevilge; det gaar væsentlig ud paa at fastsætte Udgifterne og derefter at finde Indtægterne; det gaar ud paa at holde Ligevægt mellem de for største Delen fra Aar til Aar overleverede Udgifter igjennem hensigtsmæssige Indtægter; det gaar ud paa at kontrollere Regeringens Forslag i denne Retning; det gaar ud paa efter Omstændighederne at tage noget fra eller føje noget til i Regeringens Forslag; det gaar ud paa efter Omstændighederne at kunne omdanne et enkelt Skatteforslag — men denne sværmeriske Opfattelse af Skattebevillingsretten, som man undertiden nærer, naar man er meget ung, den hører op, naar man kommer ind paa det virkelige Livs Bane.“ P. Pedersen: „Derimod har Udkastet forbeholdt enhver ny Forsamling Ret til at afgjøre, om Bemyndigelsen til Regeringen til at oppebære Skatterne stal fornyes eller ikke. I Praxis er dette vel ikke af megen Vigtighed, da Spørgsmaalet om Retten til at oppebære Indtægterne ashænger af Spørgsmaalet om Udgifterne, og det altsaa er Bevillingen af disse, hvorpaa det især kommer an.“ H. P. Hansen: „Og om ogsaa Budgettet eller Finansloven væsentlig kun forelægges med Hensyn til Udgifterne.“ Ja, jeg har i den foregaaende Artikel omtalt,
