51
hvorledes Knuth netop af Hensyn til det formentlig illusoriske i den traditionelle Forestilling om Skattebevillingsretten foreslog at iværksætte en Forandring i den her henhørende Bestemmelse i Udkastets § 44 (49). Paa dette Forslag svarede Ordføreren: Om Skattelovgivningen taler § 43 (47), § 44 (48 og 49) derimod om det aarlige Overslag over Statens Indtægter og Udgifter. Nu bemærkede allerede sidste Gang en æret Rigsdagsmand (Knuth), at man maaske kom Udkastets Tanke nærmere, naar man alene taler om Udgiftsbevillingen i § 44." Og ved den endelige Behandling bemærkede Ordføreren end videre: „Jeg skal tilføje, at et æret Medlem har henledet Opmærksomheden paa, om der ikke var Anledning til at lade den hele Sætning udgaa; han henpegede paa, at der ikke kunde være nogen Fare for Forsamlingens Myndighed, i det det jo stod til Forsamlingen ved Udgiftsbudgettets Votering at kunne gjøre hele sin Indflydelse gjældende lige over for Ministeriet. Jeg skal tillade mig hertil at svare, at det ikke kan være i nogen særdeles Grad i Forsamlingens Interesse at have dette revolutionære Middel, ved en Votering en masse at nægte Skatternes Opkrævning overhovedet; det ligger ikke i Forsamlingens Interesse; thi jeg tror, at den Forsamling bærer sig meget uklogt ad, som griber til den Art Midler, og jeg tror fremdeles, at naar en Forsamling vil slaa ind paa en saa uheldig Vej, har den tusende Lejligheder for een til ved Udgiftsbudgettet at bære sig ad paa samme Maade. Men paa den anden Side tro vi, at der lige saa lidt er nogen Grund til at frygte, at denne Forsamlingens Myndighed skal blive misbrugt ved Indtægtsbudgettet som ved Udgiftsbudgettet.“ I Følge samtlige de
