55
til fuldt ud at stemme med den oprindelige, hvilket den i Følge Ordførerens Erklæring netop ogsaa skulde. Og ligeledes tilvejebringes der den fuldstændigste Harmoni mellem Forstriften om Hjemlen for Skatters Oppebørsel og Forskriften om Hjemlen for Udgifters Afholdelse, hvilket ogsaa, som paavist, fuldkommen stemmer med den grundlovgivende Myndigheds Forudsætninger. Kort sagt, denne Fortolkning fremkalder paa alle Punkter en saadan Harmoni, at der fornuftigvis ikke kan være Tvivl om, at den bør foretrækkes. Skulde imidlertid en æret Læser desuagtet endnu opkaste en betænksom Tvivl ved at spørge: Ja, men hvad kan dog have bevæget den grundlovgivende Myndighed til i § 49 at vælge Udtrykket „vedtagen“ i Stedet for „udstedt“, da skal jeg dertil svare: Udtrykket „udstedt“, der kun kan refereres til Kongen, vilde ensidig henledet Opmærksomheden paa Kongens Virksomhed, hvilken det ikke var Opgaven særlig at akcentuere i § 49, saaledes som i § 25. Udtrykket „vedtagen“, der bruges baade om Kongen og om Rigsdagen, henleder derimod netop Tanken paa den forfatningsmæssige Samvirken mellem begge, der ordentligvis i Følge Grl.'s § 2 udkræves til Loves Tilvejebringelse, men dog ikke udelukker Kongens ensidige Lovgivningsmyndighed i Følge Grl.'s § 25. En Finanslov skal derfor ordentligvis være vedtagen baade af Kongen og af Rigsdagen, og kun undtagelsesvis, hvor de i § 25 foreskrevne Betingelser maatte foreligge, kan en Vedtagelse af Kongen alene være tilstrækkelig. Skulde en foreløbig Finanslov blive udstedt paa en Tid, da Rigsdagen er samlet, vilde den derfor være ugyldig, selv om den nok saa meget kunde siges at være vedtagen af Kongen, fordi den ikke kunde siges at være vedtagen af „rette vedkommende“ eller af den, som under de forelig-
