56
gende Forhold maatte siges at være den finanslovgivende Myndigheds grundlovmæssige Indehaver. Saaledes faar Brugen af Ordet vedtagen sin tilstrækkelige Betydning, uden dog paa nogen Maade at borttage de foreløbige Finansloves Evne til at hjemle Skatternes Opkrævning. — Vilde man endelig imod det anførte fremfætte endnu en Indvending ved at spørge: Ja, men hvad bliver da Øjemedet med Forskriften i Grl.'s § 49, saa vilde jeg dertil svare: Om Øjemedet med Grl.'s § 49 havde man i Rigsforsamlingen selv ikke nogen klar Forestilling. Man forstod vel, hvorfor nye Skatters Paalæg skulde hjemles ved Lov, og overordentlige Udgifters Afholdelse hjemles ved Finansloven, i det Rigsdagen derved fik Ret til eventuelt at nedlægge sit Veto derimod; men man forstod ikke ganske, hvorfor ogsaa de bestaaende Skatters Opkrævelse og de ordinære Udgifters Afholdelse skulde hjemles ved Finansloven, i det man erkjendte, at Rigsdagen dog ikke fornuftigvis kunde nedlægge noget Veto derimod. Det fremgaar aldeles klart f. Ex. af Kultusministerens, Knuths og P. Pedersens Udtalelser. Saa sige Ærede Modstandere: Jo, Rigsdagen skal ogsaa kunne nedlægge et Veto derimod for eventuelt at kunne gjøre Regeringen aldeles afmægtig eller rettere, som jeg tidligere har gjort opmærksom paa, for at kunne fremkalde et Anarki med efterfølgende Statskup eller Revolution. Men det vilde ikke være noget fornuftigt Øjemed; det vilde end videre under ingen Omstændigheder være noget forfatningsmæssigt Øjemed; og det har endelig ikke været den grundlovgivende Myndigheds bevidste Øjemed, i det Grundlovsudvalgets Ordfører i den oven for citerede Udtalelse netop afviser en saadan Brug as Forskriften som et revolutionært Middel, en Misbrug, som Udvalget forudsætter, at ingen Rigsdag
