57
vil gjøre sig skyldig i, hverken for Indtægternes eller for Udgifternes Vedkommende. Og kan man herefter ikke finde noget andet, ja, saa nødes man til, enten man vil eller ikke, at tage til Takke med det Øjemed, jeg har fremhævet i mit Skrift, og som netop ogsaa forekommer mig at være et godt og fornuftigt Øjemed, skjønt Hr. C. B. ganske vist ikke synes om det. Rigsdagens Ret er derefter, som tidligere fremhævet, hævdet paa dette Omraade i samme Omfang og med samme fornuft- og forfatningsmæssige Begrænsning, som paa hele det øvrige Lovgivningsområde.
Og om saa Hr. Statsrevisor Høgsbro maatte true mig med „Statens Gjenmæle“ og tillade anonyme Personer at udtale i sit Blad, at man nødes til at tvivle enten om min Opfattelsesevnes Styrke eller om min Viljes Renhed, og at der maa være something rotten ved Kjøbenhavns Universitet, naar et saadant Aandsfoster kan bydes Publikum af en Professor i Statsret; og Hr. I. A. Hansen erklære min Fortolkning for et Varsel om „spanske Tilstande“ her i Landet; og Hr. Skolelærer Berg rase imod de „lejede augustinske Professorer“, „de augustinske Fuldmægtige, der paa Statens Bekostning sendes til Udlandet og derefter uden Konkurrence puttes ind i Professorembeder for at skrive imod Grundloven“; og Hr. Cand. polit. Tauber i selve Folketinget sigte mig for at have sat Dødsmærket paa Universitetets Pande; og Hr. Gaardejer L. Larsen beskylde mig for „med frihedsfjendsk juridisk Kløgt at have spundet mine Traade og sammenfiltret et Væv af statsretslige Doktriner, der ryste ved vor Forfatnings Grundpiller“; og Hr. Grev Holstein-Ledreborg med en Sikkerhed, som om Hr. Greven var Ufejlbar-
