11
og saadant liignende blues, ja oprøres jeg ved. Muligt andre, langt fra at rødmes engang derover, finde det deres natuurlige Vandel, deres Livs Syssel; Smag og Behag ere forskiellige. Non omnia possimus omnes.
Hvad jeg allermeest vilde blues ved, er at være af Hr. Justitsraadens Mening i Henseende til den Nidvise, jeg offentligen har fralagt mig. Han kalder den meget anstændigere og godmodigere end min Søns Leilighedsvise. Har De ikke læst eller hørt den, Hr. Justitsraad, saa er De kun uefterrettelig; vigtigt nok en Synspunkt hvorfra De saa ofte har viist Dem, at den falder ingen underlig; men som dog heller ikke ved denne Leilighed fremstiller Dem i det fordeelagtigste Lys. Kiender De derimod dens Indhold, saa erklærer jeg Dem herved for Nationens Aasyn, næst den skiendige Forfatter, for den frækkeste, den meest utaknemmelige af vor fælleds Konges Undersaatter. Hvorledes, Hr. Justitsraad! De kalder et Skamskrivt, hvori Regjeringen og
