94
Vallonerne — hvad sagde Farbroder den Aften, da han og Fader havde ført hver tredje eller fjerde af »Bjærget«'s Stamtavler tilbage til hine Fremmede, der med Monsieur Paschilius Dionysius Chenon, fra Filip den Andens og Hertugen af Albas Belgien og Katharina af Medicis Frankrig drog herind at bygge sig nye Hjem i de pestdøde Skove — og søge Sverrig Vej til de skjulte Skatte … hine Bilock'er, Gago'er, d'Épreez'er, Lockrett'er, du Beau'er — eller von Harmst'er, du Pont'er, du Bésche'er …?:
»Børn er vi, med hvad Navn vi nu end kaldes, af Flanderns sorte Tåge og fede Marsk, af Tungsind og Appetit! af Huguenotternes Offersind og Geusernes Vovemod, af Bartolomæusnattens som af Leydens Blod!«
Og »dette Folk forladende Arne og Gods for en himmelsk Drøms og en jordisk Frihedsviljes Skyld, levelystent og dødsmodigt, disse ihærdige Fantaster« — smeddedes her i Jærnets Lænker af samme, snilde Hånd, der i Göteborg satte koldblodige Englændere og robuste Hollændere til at drive den forliebte Samson rundt i Arbejdets Kværn … Nej, i Sandhed: »Store Karl« tog ikke fejl, hverken af Skattefinderne eller Skattenyderne — eller af sit eget sluttelige Gavn!
Hvad stod der ikke hos Fernow om Monsieur Paschilius Dionysius Chenon: »Ehuru af adlig ätt och utländing i sjelfvillig landsflykt och äfventyrligt öde, hade han ändå för hederligt hjärta att se huru slätt det var bestäldt med jerntillverkningen, oaktadt all hertigens håg och bemödande« … Og han drog påny til sit Fædreland og hentede nye Landsmænd ind, nye Jærnets redebonne — og ufarlige Tjenere, nye Valloner …
Ja, »for de kommende Slægter« …
Gennem Vredens Bulder glammede Barchäus:
»Altså: vor Udygtighed er Skyld i den Afhængighed, som ingen Talemåder om »lykkelige økonomiske Forhold« kan dølge!«
»Ej Udygtighed, Hr. Assessor!« v. Schéeles Røst sang, «aldrig har jeg sagt sligt om de tapre Mænd på »Bjærget«! Nej, men vor Sorgløshed, vor Ødselhed, vor Spillen Grand-
