95
Seigneur, vor bandsatte Arv fra vore Fædre!« hans Hånd slog drønende i Bordet.
Ødselhed — o ja! men, »Bjærget«s Mester, vant til at grave dybt, grav dybere og find den ganske Vallon, Mennesket af Kød og Blod —: det stakkede og evige Oprør imod Jærnet, Guden, den forhadte og tilbedte!
»Men Ødselhed er det ikke,« gneldrede Barchäus, »at udkaste 970,000 Rigsdaler Rigsmønt i Vildskove, i Søer og Vandfald; Letsind ikke at sætte Sig i fantastisk forøgede Udgifter uden anden Garanti for Udbyttet end Utopisters og Projektmageres Fantasterier! Forretningsdygtighed er det, tilintetgørende hver prøvet Tradition, at styrte os ud i alle de Nymodighedernes Malstrømme, der snart vil gøre en Brugspatron til en ligeså sjælden Fugl på »Bjærget» som Hærfuglen er!«
Jærnets Vilje er det, nikkede Steffan … »Moren har gjort sin Pligt, Moren kan gå! Farvel, Hr. Vallon, min Håndlanger, nu kommer Göteborgeren, min Søn, i hvem jeg har Velbehag!«
v. Schéele trak, med en resigneret Gestus på Skulderen:
»Om Bergskollegiet, Nytten af dets Beståen eller dets Ophævelse, om Frihandelssystemets Gennembrud, om Håndværkets og Industriens Frigørelse i enhver Retning, agter jeg ikke at diskutere med Hr. Assessoren. Æmnet turde dertil være for vidtløftigt, vægtigt — og nyt! Vi står her over for det Uprøvede, enhver må vælge, om han vil tvivle eller tro, Blot han husker, at han samtidig vælger, om han vil leve eller dø!«
Leve eller dø? vælge? Å ja! leve så længe Jærnet tillod — og da: dø! v. Schéele, Profeten dér — Jærnet havde ham behov, et Nu … deres Nu, hans, Susannas, alles i denne Sal …
Altså: lyde Jærnets Vilje, følge v. Schéele og leve af dets Naade, til dets Ære? Eller: dø med Barchäus, Protesten, Oprøret?
Susannas blussende Kind sovende dér på hendes Arm, hans egen Puls, alle Ansigterne rundt om Bordet — kunde der tvivles om, hvad der valgtes?
